Privatlivspolitik
Hos EURid lægger vi stor vægt på beskyttelse af dit privatliv. Med denne privatlivspolitik ønsker vi at informere dig om, hvilke personlige oplysninger om dig vi behandler, hvorfor og hvor længe vi behandler dem, samt hvordan du kan udøve dine rettigheder.
EURid er ansvarlig for behandling af dine personlige oplysninger.
Vi opfordrer dig til omhyggeligt at gennemlæse denne privatlivspolitik og vores generelle vilkår og betingelser for at få en god forståelse af, hvordan vi beskytter dine personlige oplysninger.
Gælder denne privatlivspolitik for dig?
Denne privatlivspolitik gælder for dig, hvis vi behandler dine personlige oplysninger, ved at du kommer i kontakt med os, enten som en individuel indehaver af et .eu-topdomænenavn, eller andre mulige .eu-varianter i andre scripts (herefter benævnt ”Domænenavn”), som en person, der arbejder for en part, som vi har et kontraktmæssigt forhold til, som en besøgende på vores domæner eller hjemmesider eller på andre måder (via e-mail eller telefon, ved at deltage i en af vores begivenheder osv.)
Dine personlige data kan blive indsamlet via følgende metoder: via processerne til domænenavnregistrering via vores netværk af akkrediterede registratorer; via dit logon på my.eurid.eu og bekræftelsen af din registrerings gyldighed ; via e-mail eller telefon; ved deltagelse ved et arrangement; ved at bruge cookies eller andre teknologier, som sporer besøgende på vores websteder; via kommunikation fra leverandører eller partnere; via et vidnesbyrd; via adgangskontrolværktøjer eller ved at udfylde en formular på vores websteder; eller via andre metoder. Til tider kan vi også indsamle dine personlige oplysninger, hvis du har registreret et domænenavn (udover et Domænenavn) hos et andet register via en registrator, som videregiver dine personlige oplysninger til vores registreringssystem.
Hvilke personlige oplysninger om dig behandler vi?
Personlige oplysninger er alle informationer, der relaterer til en identificeret eller identificerbar fysisk person, (i) som du frivilligt giver os (fx via vores online blanketter på vores hjemmeside, vidnesbyrd osv.), (ii) som vi indsamler fra dit/dine besøg på vores lokaler, begivenheder eller hjemmeside(r) eller via din adgang til og brug af vores produkter eller serviceydelser (fx via dit login på my.eurid.eu).
I forbindelse med vores forretningsaktiviteter og for at kunne give dig god service og for at forbedre vores tjenester, hvor det er muligt, kan vi behandle følgende personlige data om dig: dine domænenavne, dit unikke identifikationsalias, dit fornavn, mellemnavn og efternavn, din (registrerede) adresse, dine telefonnumre, dine e-mailadresser, dine sprogpræferencer, den organisation, som du arbejder for, det land, du er statsborger i, dit identifikationsdokuments registreringsnummer, dit identifikationsdokuments udløbsdato, den kommune, der har udstedt dit identifikationsdokument, dit bankkontonummer, [din fødselsdato], [dit køn], [din specialstatus], din IP-adresse og eventuelle andre personlige data, som du måtte give os.
Indsamler vi dine personlige oplysninger fra selskabet, via hvilket du registrerer dine domænenavne. Dette selskab kan være en af vores akkrediterede registratorer1 eller en af deres videreforhandlere, som indsamler dine personlige oplysninger på vegne af EURid.
Til hvilke formål behandler vi dine personlige oplysninger?
Vi behandler dine personlige oplysninger til forskellige formål:
For at kunne tilbyde de bedst mulige serviceydelser for dit Domænenavn, er vi nødt til at indsamle relevante personlige data vedrørende din registrering. Dette gør det også muligt for os at identificere dig og kontakte dig direkte i forbindelse med registreringen af dit Domænenavn, hvis det skulle blive nødvendigt.
Vi er forpligtet til at vedligeholde en komplet og præcis database over alle registrerede Domænenavne. Formålet med opslagsfaciliteten WHOIS (https://whois.eurid.eu/da/) er at yde præcis og up-to-date information om de tekniske og administrative kontaktpersoner, som administrerer Domænenavnene2. Dette hjælper os med at skabe og vedligeholde et mere sikkert Internetmiljø, man kan have tillid til. Desuden kan dine personlige data blive behandlet til brug for identifikationsformål for at bekræfte din registrerings gyldighed.
Vi bruger dine personlige oplysninger til at vedligeholde og opbygge langsigtede, bæredygtige relationer og til at udføre de kontrakter, vi måtte have. Vi bruger dine personlige oplysninger til at besvare dine henvendelser og opfylde dine anmodninger og/eller sende dig administrativ information.
Dine personlige oplysninger kan blive brugt til overholdelse af gældende regler, til at besvare anmodninger eller krav fra offentlige eller statslige myndigheder (herunder offentlige eller statslige myndigheder uden for landet, hvor du er bosiddende), eller til at beskytte vores og/eller vores enheders rettigheder, private oplysninger, sikkerhed eller ejendom.
Vi kan bruge dine personlige oplysninger til at sende dig salgsfremmende meddelelser, marketing- og reklamemateriale og anden information, som kunne være af interesse for dig.
På hvilket juridisk grundlag behandler vi dine personlige oplysninger?
Vi kan behandle dine personlige oplysninger baseret på forskellige juridiske grundlag som følger:
- Behandlingen kan være nødvendig, for at vi kan overholde vores juridiske forpligtelser som et registreringskontor eller som dataansvarlig.
- Behandlingen kan være nødvendig, for at vi kan gennemføre din kontrakt med os.
- Behandlingen er nødvendig, for at vi kan beskytte vores legitime interesser som f.eks. økonomiske, kommercielle og finansielle interesser; forretningskontinuitet; sikkerhed og fortrolighed hvad angår kundeinformation og produkter samt den digitale og fysiske infrastrukturs sikkerhed.
- I særlige tilfælde kan vores behandlingsaktiviteter finde sted underlagt dit samtykke.
Hvem deler vi dine personlige oplysninger med?
Vi sælger aldrig dine personlige oplysninger til nogen. I det omfang det er tilladt i henhold til gældende lovgivning, kan dine personlige oplysninger blive videregivet til følgende:
EURid-enheder: Som et led i behandlingsaktiviteterne i forbindelse med ovennævnte formål kan dine personlige oplysninger blive videregivet til andre EURid-enheder.
Europa-Kommissionen og relaterede institutioner eller organer: EURid er af Europa-Kommissionen blevet udpeget som registreringskontor for .eu-ccTLD’en og andre mulige .eu-varianter i andre scripts. Vi kan videregive dine personlige oplysninger til Europa-Kommissionen og andre relaterede institutioner eller organer.
Lager og opbevaringsudbydere: For at kunne garantere vores forretningskontinuitet er vi nødt til at opbevare og lave sikkerhedskopier af alle registreringsdata herunder dine personlige oplysninger. Til et sådant lager, opbevaring og sikkerhedskopiering af alle personlige oplysninger anvender vi udbydere i medlemslande i den Europæiske Union.
Tredjeparter: Dine personlige oplysninger kan blive videregivet til tredjeparter til legitime formål som f.eks. til statslige myndigheder.
Forskningsinstitutioner: Vi kan videregive dine personlige oplysninger til institutioner til (statistiske eller videnskabelige) forskningsformål. Vi gør vores absolut bedste for at sikre, at der er tilstrækkelige tekniske og organisatoriske foranstaltninger på plads til at beskytte dine personlige oplysninger.
Udbydere af identifikationsbekræftelse eller misbrugsforebyggende tjenester: For at forhindre korrupte domænenavnregistreringer i form af forelæggelse af uidentificerede, forkerte eller forældede registreringsdata kan vi benytte tredjepartstjenesteudbydere til at verificere de registreringsdata, du har forelagt.
Revisorer: For at sikre at vores forretningsaktiviteter vurderes korrekt, kan revisorer have adgang til dine personlige oplysninger.
Support helpdesk-udbydere: For at kunne yde dig kontinuerlig støtte kan vi engagere tredjeparter som helpdesk-udbydere. For at kunne yde dig tilstrækkelig støtte kan sådanne udbydere have adgang til dine personlige oplysninger.
Når vi videregiver dine personlige oplysninger, bestræber vi os på at gøre det klart for modtagerne, at dine personlige oplysninger, hvor det er muligt, skal behandles i overensstemmelse med vores instrukser.
Hvad er dine rettigheder i forbindelse med dine personlige oplysninger?
Medmindre din anmodning betragtes som overdreven eller ubegrundet, kan du udøve følgende rettigheder i forbindelse med dine personlige oplysninger:
- Du har ret til at bede om information vedrørende dine personlige oplysninger;
- Du har ret til at bede om kopi i et standard format af alle dine data;
- Du har ret til at modificere eller rette dine personlige oplysninger, hvis de er forkerte;
- Du har under visse omstændigheder ret til at bede om begrænsning af visse behandlingsaktiviteter;
- Du har ret til at gøre indvendinger mod visse behandlingsaktiviteter;
- Du har ret til at trække dit samtykke tilbage;
- Du har under visse omstændigheder ret til at få dine personlige oplysninger slettet;
- Du kan nemt udøve dine rettigheder ved at udfylde og indsende vores online blanket.
Vi forbeholder os ret til at opkræve et rimeligt gebyr, hvis din anmodning efter vores eget skøn betragtes som overdreven.
Desuden har du ret til at indgive en klage til din lokale tilsynsmyndighed, hvis du mener, at vores behandling af dine personlige oplysninger ikke er i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Hvis du har et Domænenavn, beder vi dig hjælpe os med at holde Internettet sikkert ved at sørge for, at dine personlige oplysninger til enhver tid er akkurate, fyldestgørende og up-to-date. Vi giver dig mulighed for at tage kontrol over dine personlige oplysninger og verificere dem her: https://my.eurid.eu/da/auth/login/.
Du kan altid spørge os om dine personlige oplysninger ved at sende en e-mail til [email protected].
Hvor og hvor længe opbevarer vi dine personlige oplysninger
Dine personlige oplysninger opbevares både elektronisk og manuelt i huset og af tredjeparter i vores datacentre i den Europæiske Union og kan tilgås fra vores kontorer via dedikerede netværksforbindelser eller via fjernadgang via en godkendt VPN-forbindelse.
Vi opbevarer dine personlige oplysninger i et format, der kun muliggør identifikation i et tidsrum, der er nødvendigt til de formål, hvortil dine personlige oplysninger behandles. Denne opbevaringsperiode er forskellig afhængigt af typen af personlige oplysninger, der behandles, formålet med behandlingen og andre faktorer af denne art.
Som indehaver af et domænenavn opbevarer vi dine personlige data i ti (10) år, efter at de er blevet irrelevante3.
I tilfælde af at du har registreret et domænenavn (udover et Domænenavn) hos et andet register via en registrator, som videregiver dine personlige oplysninger til vores registreringssystem, bliver dine personlige oplysninger slettet fra vores systemer et (1) år senere.
Personlige oplysninger om enkeltpersoner, som vi indsamler uden for omfanget af en kontrakt i forbindelse med vores forretningsaktiviteter, bliver slettet, efter de ikke længere er relevante – i princippet efter et (1) år.
Hvilke sikkerhedsforanstaltninger er der truffet for at beskytte dine personlige oplysninger?
Vi implementerer og opdaterer konstant vores sikkerhedsforanstaltninger for at hjælpe med at beskytte dine personlige oplysninger og anden information imod uautoriseret adgang, tab, ødelæggelse eller ændring. Vi gør vores absolut bedste for at sikre, at al information opbevares på en sikker måde, og vi beder vores tjenesteudbydere om at træffe tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger.
Cookies og andre sporingsteknologier
Når du besøger vores hjemmesider, kan vi opbevare visse informationer på din enhed i form af cookies. Vi opfordrer dig til omhyggeligt at gennemlæse vores cookie-politik for at få en god forståelse af, hvordan vi anvender eller bruger cookies.
KONTAKTINFORMATION
Hvis du har spørgsmål om denne privatlivspolitik, eller hvis du ønsker at udøve nogle af dine rettigheder i henhold til den, bedes du kontakte vores fortrolighedskontor (Privacy Office) via [email protected].
1 En liste over alle .eu-akkrediterede registratorer findes på https://eurid.eu/da/registrer-et-domaenenavn/find-en-registrator/
2 Artikel 12, EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2019/517 af 19. marts 2019.
3 Art. 2262 bis Belgian Civil Code.